Kjelds livsportræt

Forord

Kjeld Strandberg er hjemmefødt 4. juli 1941 i et lejet landarbejderhus i Skovlunde som nr. 2 i en børneflok på fem.
En solbeskinnet dag i foråret 2010, torsdag den 15. april, taler vi om hans baggrund, som er væsentlig for hans sociale forankring. Mormor spiller en stor rolle for Kjelds videre liv, både som ung, som voksen og nu som pensionist – et års tid før han når sin 70-årsdag i 2011. Mormors opvækst og hendes betydning i Kjelds barndom for hans sociale bevidsthed er udgangspunktet for vores samtale i dag i den sorte læderhjørnesofa i parcelhuset i Valby.

En lige linje fra 3. baggård til parcelhus – engagement, rimelige vilkår og social retfærdighed

”Min mormor var utrolig elskelig og blid og skældte aldrig ud. Hun sagde altid ”lad dog børnene.” Hun har haft et rigtigt hårdt liv men altid klaret sig selv.”

”Min mormor havde arbejde, men det havde hendes mand, der var portør, da de blev gift, ikke, og hun fortalte engang, at efter at have set på, at min morfar blot lå på sofaen i fem år, blev hun rigtig træt af ham. Hun sagde direkte til mig: ”Så smed jeg ham ud.” Derefter opdrog hun sine børn alene.
Hendes forhold har været utrolig hårde, og de ændringer, der er sket siden da, er i høj grad Socialdemokratiets skyld, som min mormor hver måned betalte til. Uanset om det så var hendes sidste penge, hun gav til opkræveren, så husker jeg tydeligt, at den regning, den skulle hun betale, for hun følte, at Socialdemokratiet arbejdede for at forbedre de virkelig fattiges kår, og derfor var det væsentligt for hende at støtte det. Medlemskabet skulle betales. Og det er uden tvivl hendes skyld, at jeg er blevet så socialt bevidst.”

Kjeld fortæller videre om sin lille og spinkle mormor, der opdrog sine børn i 1920’erne, men havde den sorg at miste det ældste af sine børn til influenzaen i 1919 – den spanske syge, der fik mange over hele Europa til at bukke under for sygdommen.
Hver fredag eftermiddag lægger mormors lille lejlighed på Nørrebro stue til kaffe og wienerbrød, som mormorens familie samles om: Kjelds mor, hans to mostre og alle deres børn.

”Min mormor boede i Thorsgade på Nørrebro i en lille lejlighed på to værelser og udover sit arbejde på Kastrup Glasværk, gik hun med morgenaviser for at forsørge sig selv og sine børn. Hun har reelt opdraget sine børn alene i 1920’erne, og hun havde jo ikke andet at leve af end dét, hun selv tjente, og da jeg blev ældre, kan jeg huske, at hun kun havde sin aldersrente at leve af – og den var ikke ret stor. Men hun havde et stort hjerte, og vi kom i hendes lejlighed hver fredag eftermiddag sammen med min mor og hendes to søstre, hvor de købte wienerbrødsstang og kaffe – også til os børn. Der var ikke noget med sodavand – det var kun til fødselsdag. Jeg husker ikke specielt meget fra hendes hjem bortset fra, at der var rigtig dejligt at komme – stemningen var altid hyggelig, og der var altid fred og ro, ingen farten rundt. Og for os børn var det vigtigt at komme om fredagen, også selv om mor måske ikke var med.”

”Den dag min mormor døde, var der intet af værdi tilbage – for hun havde ikke noget. Det eneste, der var, var et vægur, en slags bornholmerur i træ til at hænge på væggen, som min bror nu har og så et ottendedels Klasselotterinummer, som jeg har – og stadig fornyr. Alt andet var lige til at kassere. Bortset fra hendes gamle mørkbejdsede tøjkommode, der skulle ligne mahogni, med fem skuffer og et par lave ben og nogle billeder på væggene. Jeg gav det til Arbejdermuseet, der var meget interesseret i at få både billeder og kommode, fordi det var så tidstypiske eksempler for tiden i 1930’erne.”

”Det viser noget om, hvor fattig hun var, og jeg er helt sikker på, at min sociale bevidsthed primært stammer fra min mormor, men også fra bevidstheden om, at hele vores familie er kommet fra dårlige økonomiske forhold. Og jeg er blevet meget socialt bevidst på grund af hendes baggrund.
Der går en lige linje fra min mormor – og for øvrigt også min farmor, der ligeledes boede på Nørrebro – og ”den 3. baggård” til de forhold, mine forældre flytter ud til i ”1. baggård” i Nordvest, hvor de får en moderne 2½-værelseslejlighed fra 1930’erne og så videre til deres børn – altså mine søskende og mig selv, der også flytter ud – denne gang til et parcelhus.

I den lejelejlighed, mine forældre flytter til, da jeg er barn, er der både toilet, varmt vand i radiatorerne og nedstyrtningsskakt til affaldet – det var et stort spring fremad i forhold til de kår, min mormor kunne tilbyde sine børn.”

Barndommen i Nordvest

Kjeld mindes sin barndom som bybarn i Københavns nordvestkvartér med glæde. Der var store grønne arealer, masser af børn at lege med og et tæt forhold til sin mor – ligesom til sin mormor.

”Der var grønne arealer mellem de seks blokke som vores boligforening, Dommerparken, bestod af, og vores verden går fra gården i Dommerparken til Lersøparken, hvor vi leger kronskjul eller et-tag-fat, og hvor vi også fisker i åen – når vi altså selv finder en pind og noget snor til at lave stangen af. Maddingen laver vi af mel og vand. For vi havde ikke noget legetøj, som børn har i dag. Og når jeg slog hul på bukserne eller ærmerne, så blev det stoppet – ofte af min farmor, hun stoppede også alle vores strømper. Det var selvfølgeligt lidt flovt med lapper på tøjet, man ville jo hellere have en hel trøje, men sådan var det for alle.
Vi har også interne slåskampe mellem gårdene, for eksempel mod Helliggården. På gaden møder vi de sølle klædte, lokale hjemløse fra kvarteret omkring Lygten gå rundt med deres få ejendele på trækvogne. På en trækasse på trækvognen samler de klude, aviser og metalrester fra de skraldespande, der ikke er låst inde i gårdene med deres ”syvtal” – et stykke bøjet metal, der lignede et syvtal, som de kunne rode i skraldet med. Her i slutningen af 40’erne – begyndelsen af halvtredserne – er der stadig tøjmærker, så de kan tjene lidt ved at sælge deres fund til opkøbere. Der var penge i skrald for de hjemløse. De var rare og søde mennesker, som adskilte sig fra os andre, men det var et godt område at være barn i.”

Kjeld kommer i den lokale Grundtvigskole, og han husker endnu den store flotte udsigt, der var – og stadig er, ud over det grønne areal i skolen helt op til Grundtvigskirken. Han klarer sig godt i skolen, men det er kun på opfordring af en ven af familien, at han fortsætter fra mellemskolen i gymnasiet – og siden hen får sig en uddannelse. Det vender vi tilbage til senere.

”Ligesom sin mor, gik min mor også med aviser i kvarteret og vaskede trapper i en opgang tæt på – og så passede hun familien og hjemmet og fik også rodet sin mand ud af de problemer, han indimellem rodede sig ind i.
Min far var møbelpolstrer og havde et lille værksted i Vølundsgade. Her holder det meste af den nærliggende politistation fra Fælledvejen også til, da min fars svoger er politibetjent. Og her sidder de tit og drikker bajere, og så fik min far jo ikke lavet så meget. Jeg cyklede tit hen med mad til ham, og så skulle jeg lige hente en stribe bajere til dem alle sammen. Men jeg fik altid resten af pengene selv – og dem købte jeg ofte en blomst til min mor for. Far fulgte trop med betjentene og drak sammen med dem og et af de billeder, jeg stadig har i hovedet er, at kakkelovnen på 1. sal var helt fuld af ølkapsler, når ovnen ikke blev brugt om sommeren.
Far brugte penge på øl, men han skal have den ros, at han også tjente penge, for han var flittig og hjalp min mor med aviserne. Og lørdag nat kl. 2 kørte han hen på det lokale bladkompagni i Nordvest og pakkede aviser. Han var aldrig bange for at arbejde.”

Når faren har brugt lidt for mange penge på øl, og det kniber med at betale regningerne, hjælper Kjeld sin mor med at få dagligdagen til at køre lidt lettere for hende.

”Jeg var min mors fortrolige, og jeg hjælper til med at løse de problemer, min far satte os i. Jeg blev ikke udnyttet eller følte, at jeg blev for tidlig voksen. Det var mere sådan, at der var en opgave, der skulle løses, og så var det naturligt, at jeg gjordet det. Mine søskende vidste ikke, jeg gjorde alt det her, men mor sagde tit: ”Kjeld, kan du ikke betale den 10’er her,” og så cyklede jeg af sted med den for at betale af på en regning, som der var fundet en afdragsordning på for min far. Jeg har været meget tæt knyttet til min mor. Min lillesøster siger, jeg var min mors kæledægge og husker, at min mor altid købte et briochehorn til mig og snegle til de andre. Briochehornene kostede 20 øre og sneglene 12 øre, så der var måske noget om det!”

Vi vender tilbage til mormor som det samlingspunkt, hun var for Kjeld igennem hans barndom.

”Når jeg tænker på min mormors lejlighed, så tænker jeg på gamle møbler, for hun havde virkelig ingenting. En dag i 1950’erne fik hun et nyt møblement, men det var kun fordi, hendes søster skiftede ud, og så overtog hun deres gamle spisebord og stole. Så møblerne var nyere end de andre – men det var stadig rigtig gamle møbler, for hun havde ikke råd til at købe noget selv. Det var en dejlig lejlighed på 1. sal med et åbent areal på den anden side af gaden, så der var ikke mørkt. Der var et par lænestole ved vinduet og så spisebordet med stole til og en sofa. Og så var der lidt skilderier på væggene. Jeg elskede at komme der. Hver søndag kom mormor – og farmor – så på besøg hjemme hos os i lejligheden i Nordvest, og så var det helt fast, at vi børn blev sendt i biografen i Bispebjerg Bio til 2-forestillingen. Men for at få de billigste pladser til en 30-35 øre, måtte vi allerede stille os i kø klokken halv et. Så fik mor og far lige lidt fred, inden der kom gæster til kaffe og kage ved halv firetiden efterfulgt af aftensmad. Der var stuvende fyldt af unger i biografen, og når vi så havde set Gøg og Gokke eller Zorro, eller hvad de nu viste af børnefilm, så tog vi hjem, og så var mormor og farmor altid på besøg. Sådan var alle søndage. Så mormors tilstedeværelse var en stor del af min barndom.”

Ismejeri og aviser

Arbejdslivet starter tidligt for Kjeld, for inden klokken ringer ind i skolegården, møder den 12-årige skoleelev ved 6-tiden i det lokale ismejeri på Tagensvej og kører i 1½ time rundt som mælkedreng på LongJohn og leverer mælk og brød i området. Fra denne dag betaler han for alt sit tøj selv og lærer pengenes værdi at kende, og på den måde får han siden hen både råd til at tage kørekort og købe sin første bil.

”Jeg tjener 12 kroner om måneden som mælkedreng. Jeg møder ved seks-halvsyvtiden og kan lige nå en runde i området ved Titangade og Jagtvej, inden jeg skal hjem og spise morgenmad, før jeg skal i skole kl. 8 – i formiddagsklassen, som er fra 8 – 11. Hver fredag eftermiddag møder jeg også i ismejeriet, inden vi skal ind til mormor. Og fra jeg var 12 år, har jeg selv klædt mig og skaffet mit eget. Jeg tager kørekort, først til motorcykel og får en scooter og sidenhen bil som 19-årig.
Jeg husker endnu den dag, jeg som 19-årig i 1960 købte min første bil – en grå brugt Morris 1000 for 5000,- kr. – og kørte hen for at vise den til min mormor. Jeg var pavestolt, og jeg kan huske, hvordan jeg parkerede den hjemme på gaden hos hende en fredag overfor lejligheden og sagde: ”Se mormor, jeg har købt en bil.”
Jeg glædede mig sådan til at vise den til hende. Og hun blev selvfølgelig også glad på mine vegne over at se, at jeg havde fået bil.”
I 1956 stopper Kjeld i ismejeriet for i stedet at blive tredje generation, der går med aviser.

”Som 15-årig går jeg med aviser hver morgen – undtagen søndag – og nu tjener jeg 80 kroner om måneden.”

Siden hen stiger månedslønnen væsentligt, da Kjeld fortsætter i gymnasiet og lægger grunden til sin videre løbebane først som folkeskolelærer, siden som ungdomsskoleinspektør og derefter som folkeskoleinspektør.

Politik og en ny verden

Den trygge verden i Dommerparken og Bogtrykkervej i Nordvest udvider sig pludselig en aften i 1956, da Kjeld tilfældigt kommer forbi sin skole, hvor der er stillet stole op til et politisk møde.

”Jeg går forbi skolen og ser ind i aulaen, at der foregår noget. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg går ind og sætter mig. Der kommer en mand, der taler om demokratiet. Jeg blev fyr og flamme og revet med, for han taler så lidenskabeligt om, at vi skal slås for det. Det var socialdemokraten Erhard Jacobsen og det engagement, vi husker ham for i dag, det havde han allerede den gang.
Talen falder sammen med Suez-krisen og opstanden i Ungarn, og min egen verden åbner sig lige pludselig. Talen fra Erhard Jacobsen er med til min egen personlige omvæltning, og jeg får nu et videre syn. Før denne aften var min verden Dommerparken, Lersøparken og skolen, men nu er det dybere ting, der optager mig som, at demokratiet i Ungarn skulle kvæles af russerne.”

Opstanden i Ungarn gør et stort indtryk på Kjeld og hans videre interesse for politik. Han bliver bloddonor på Bispebjerg Hospital, ser tv-udsendelser med landsindsamlinger på fjernsynet hos farmorens søster på Amager og samler ind i den lokale ungdomsklub, Dommerparken, hvor han bor, og hvor han er i bestyrelsen.

”Vi donerede også overskuddet fra chokoladekassen og alle de ungdomsklubber, der var oprettet i hver afdeling af Socialt Boligbyggeri i København, var med til at samle ind. Jeg er også med i det nystartede elevråd på Grundtvigskolen, som skoleinspektøren opretter, selvom det ikke er lovpligtigt. Det lykkes ellers ikke for mig at starte et skoleblad sammen med nogle skolekammerater. Skoleinspektøren finder ud af, hvad vi er i gang med, og så siger han: ”Du skal bare passe din skole,” og jeg siger: ”Javel,” og så stoppede det – men lidt progressiv var skoleinspektøren da, når han opretter et elevråd frivilligt. Og interessen for at præge ting og ændre på dem, den er lagt for mig. Min baggrund fortæller mig, hvorfor jeg ryger videre ad denne vej op igennem 1950’erne. Det rimer simpelthen på min baggrund. Men jeg var ikke rebellen, der skulle ændre verden, og det er først i 1979, at jeg melder mig ind i Socialdemokratiet og bliver engageret aktivt i partiet.”

Videre i gymnasiet

At Kjeld fortsætter med at få en boglig uddannelse er kun fordi en af farens venner, ”onkel” Erik, opfordrer ham til at bruge det gode hoved, der sidder på ham.

”Jeg var dygtig i skolen, men derfor kommer det alligevel bag på mig, at jeg ved overrækkelsen af eksamensbeviser i Grundtvigskolens aula får flidspræmie, da jeg får mit mellemskolebevis. Det var kun elever, der skulle forlade skolen, der fik flidspræmie. Derfor blev jeg fuldstændig paf, da jeg blev kaldt op, fordi jeg skulle fortsætte i realen. Jeg sad sammen med min mor og far og husker tydeligt, at jeg i flidspræmie fik en bog med en samling af Johannes V. Jensens historier med dedikation. Jeg har bogen endnu.
Det er min mors fødselsdag d. 9. juni 1957, og der er inviteret to vennepar med om aftenen, som vi kalder onkel og tante. Den ene, onkel Erik, er ølkusk på Stjernen. Jeg står sammen med ham, der temmelig høj og slank, i vinduet i karnappen, og han kigger ned på mig og spørger:
”Hvad er det, jeg hører, du vil ikke i gymnasiet?”
For at komme i gymnasiet skulle man have søgt i februar, og det har jeg ikke gjort, og så fortsætter han:
”Med dine evner, synes du så, du skal blive ølslæber, ligesom mig, når du har andre muligheder? Det er ikke for sent. Snak med dine forældre – tag og gør det, når du har evnerne,” opfordrer han mig. Onkel Erik var en, jeg havde tillid til, og siden hen har flere af hans råd nok ligget i baghovedet på mig.

Herefter talte han med mor og far, og de var enige med ham, og i slutningen af sommerferien tog far og jeg ind i skoledirektoratet. Far fortalte, at vi havde fortrudt, og så viste han mit mellemskolebevis. Og så kunne viceskoledirektøren jo godt se, at jeg var dygtig, og han sagde, at han ville ”ordne det”. Men at jeg nok måtte starte i realen i en uges tid, og så blev jeg overflyttet til Efterslægten og begyndte på matematisk/fysisk retning – og i år har jeg 50-års studenterjubilæum!”

Selvom der heller ikke er meget socialdemokratisk snak på Efterslægten eller på universitetet, hvor Kjeld når at læse matematik og fysik et år, før han uddanner sig på Hellerup Seminarium, hvor politiske diskussioner også er fraværende, fylder de på hjemmefronten, hvor Kjeld aldrig glemmer, hvor han kommer fra.

”Vi har haft mange politiske diskussioner i familien, hvor min yngste lillebror, Bent, blev SF’er efter 1956, og min ældste lillebror, Bjarne, rykkede noget til højre, da han kom til at eje sit eget bogtrykkeri. Men uanset hvor tosset jeg kan blive på Socialdemokratiet, så kunne jeg aldrig drømme om at melde mig ud – jeg har det ligesom min mormor. Og til min ældste lillebror, Bjarne, sagde jeg tit: ”Tænk, hvor du kommer fra, prøv at tænke på mormors situation og på mors og fars situation. Hvem kan du takke for, at du sidder der, hvor du sidder i dag?””

Efterskrift

Vi har talt sammen et par timer, og Kjeld har fået flere og flere billeder frem fra sin barndom i løbet af samtalen.
”Det er som en film, der kører for mig, og jeg ser de sølle klædte hjemløse nede fra Lygten gå rundt i deres søgen efter tøj og metal med deres trækvogne.  Jeg ser Landsdommervej og Erhard Jacobsens engagement fra talerstolen for mig,” fortæller han mig.
Fortidens billeder kører videre for Kjeld, og et par ekstra historier om ansvar og social retfærdighed dukker op, efter jeg er gået. Nu er baggrundsscenen for hans livslange engagement om rimelige vilkår for de svage sat for Kjeld – og hans kone, Ritas – fire børn og de otte børnebørn.
Herfra er det blot at samle flere billeder sammen til en fortsættelse af filmen.

Tilbage til toppen af siden