Forord

Astrid Westergaard hilser på mig fra sin altandør på anden sal i Viborg. Hun udstråler samme varme og ukuelighed som ungdomsbillederne af hende gør det i det blomstrede fotoalbum med billeder tilbage fra hendes tidlige barndom, som vi kigger i i dag, tirsdag d. 9. marts 2010.
1939 står der på indersiden i albummet med de krøllede hjørner og de gulnede fotografier. Det er den tid, vi taler om i de næste tre timer, så lidt af den 81-årige enkes livshistorie bliver fortalt videre med hendes egne ord til hendes efterkommere, selvom flere af dem i dag blot siger ”ja, men det var jo dengang,” når Astrid fortæller om sin barndom. ”Men der kommer måske en dag, hvor de gerne vil høre mere, og så er det måske for sent – ligesom jeg selv gerne ville have vidst mere om mine forældres liv,” forklarer hun.

Tiden 1935 til 1942
– fra ung pige til næsten voksen

Hestbæk landsby og skole

”Vi havde så lidt, men vi manglede aldrig noget.”
Flere gange i løbet af samtalen vender Astrid Westergaard tilbage til, at der var alt, hvad hun behøvede i barndommen, men når hun tænker tilbage, så var det i grunden så lidt. Især når hun tænker på, hvor meget unge har i dag. Men for hende var det aldrig et spørgsmål om, at der ikke var nok i hjemmet, med børneflokken på fem, en far, der ofte drak ugelønnen op og en mor, der syede lidt for andre, og ellers passede hjemmet. Men dét at mangle noget, var aldrig noget Astrid tænkte på som barn.

Barndomshjemmet ligger i Hestbæk, en lille klynge huse mellem Lemvig og Holstebro. Her flytter Astrids mor og far, der er købmand til i 1935, hvor en helt nybygget købmandsforretning på den ligeså nye landevej mellem Lemvig og Holstebro skal danne ramme om fremtiden. Men fremskridtet går uden om Hestbæk.

”I 1935 hvor jeg er syv år, flytter vi til Hestbæk. Min far troede, han var så fremsynet, han tænkte, der måtte ske en hel masse, når der kommer sådan en ny vej, der må komme flere huse og mennesker. Men sådan gik det ikke, for der skete slet ingenting. Der kom ikke flere mennesker, og forretningen kunne slet ikke gå og går derfor på tvangsauktion. Ja, jeg kendte ikke ordet dengang, men det var vel det, der skete. Og det er værd at bemærke, at der stadig ikke er sket noget derude, nu så mange år efter. Det ligger øde hen, der er nogle store gårde, der tilhører en stor slægt. Det er deres børn igen, der har jorden nu. Jeg har været ude og kigge.”
Det er herude Astrid begynder at gå i skole – en lille skole, hvor der kun er to klasser: Den lille og den store, som man kommer op i, når man er fyldt 10 år og så en enkelt lærerinde til at undervise alle skolens børn. Skoletimerne er fordelt på to dage om sommeren og fire dage om vinteren af hensyn til børnene på gårdene, der skal hjælpe til derhjemme.

”Det er her i Hestbæk, jeg begynder at gå i skole. Vi gik forskellige alderstrin sammen i den lille og i den store klasse. Dem der var dygtigst som 9-årige, kunne måske komme op i den store klasse før de fyldte 10. Og vi havde kun en lærerinde.”

De mørke flyvere på himlen

Det er også i Hestbæk, Astrid oplever besættelsen den 9. april 1940.
”Jeg kan huske ligeså tydeligt, at der kom grimme, store, mørkegrå flyvere på himlen ved 8-9-tiden. Vi kunne se på de voksne, at de var bange.
Vi hørte opråbet i radioen til det danske folk. Jeg husker statsminister Staunings stemme endnu. Vi var nogen af de få, der havde radio. Det var min storebror, der havde den radio, tror jeg, for han var så teknisk interesseret. Når man er så ung, ved man jo ikke, hvad der sker, vi fik jo ikke noget at vide, som børn får at vide i dag. De ved jo ALT. I skolen blev vi sendt hjem igen, og det var vi jo glade nok ved, men vi vidste jo ikke, hvad der var sket.
Vi kunne høre, at der var noget galt på stemmerne fra de voksne, de talte jo voksensnak sammen, og vi kunne se det i øjnene. Og vi spurgte jo ikke.
Men vi syntes jo også, det var lidt spændende, mine søskende og jeg – så skete der endelig noget.”

Imens Astrid husker tilbage, springer minderne rundt, og der er også noget, hun ikke husker så tydeligt, men som hun regner sig frem til, må have været sådan. For eksempel at det var hendes ældre bror, der havde sørget for radioen, og at det mest var med hendes yngste søskende, hun oplevede tiden i Hestbæk og sidenhen i Bur.

Familien bestod af fem børn og mor og far. Som den næstyngste i flokken havde Astrid to ældre søstre med tre år i mellem sig, en storebror og så en to år yngre lillebror. De ældste af søskende er allerede ude at tjene efter deres konfirmation, og derfor er det ikke så meget, Astrid husker af sin barndom med dem bortset fra, at storebroren var interesseret i teknik. Det er også ham, der ofte tager billeder af sin meget fotogene lillesøster – til lidt irritation for den anden søster. Han har blandt andet taget billedet af sin lillesøster i Hestbæk på forsiden af denne historie.

Vi vender tilbage til starten af krigen i 1940.

”Og så blev der beordret mørklægningsgardiner. Jeg ved nu ikke, hvor de fik dem fra, men der må have været nogen, der har vidst, det ville komme, for krigen var jo begyndt tidligere, så man vidste krigen var på vej. Men vi havde dem ikke i forretningen.
Det var sådan noget mørkt pap eller karton, man kunne få ligesom rullegardiner. Det var kun i de rum, der var lys, der skulle mørklægningsgardiner op. Vi havde ikke meget lys, det fik vi installeret i Hestbæk. Det har jo også været dyrt, så det var nok lidt af en falliterklæring at flytte derud.”

Barndommen i Bur

”Da forretningen ikke kunne gå, flytter vi syv kilometer til stationsbyen Bur, og min far begynder at arbejde som arbejdsmand, tror jeg. Det var det eneste han kunne få, men jeg ved ikke helt med hvad, han arbejde. Der blev bygget en flyveplads af tyskerne ude i nærheden af Lemvig, men det måtte vi jo ikke vide noget om, men jeg tror, han arbejdede derude.
Jeg var også med min far ude i plantagen, hvor vi plukkede rævlingeris, man brugte til koste og til børster, og der var vi ude hele dagen med madpakker med spegepølser og saftevand. Og der cyklede vi selvfølgelig ud, for der var ikke andre måder at komme derud på.”

I stationsbyen Bur flytter familien ind i en lejlighed ovenpå en nedlagt købmandsforretning. Her oplever Astrid selve krigen, her bliver hun konfirmeret og her bor Astrids mor til hun dør 3. juledag i 1964.

”Jeg bliver konfirmeret, mens vi bor i Bur, men jeg går til præst i Vemb, syv kilometer væk, hvor vi måtte GÅ til en gang om ugen i vinteren 1942. Og det var isvinter. Og det var koldt. Vi gik mest i gummistøvler, men der var også nogle, der havde en slags læderskistøvler, og sådan nogen fik jeg også. Vi havde jo ikke ret mange penge, og så havde min mor fået købt dem, fordi der var fejl ved dem, og så var de ikke så dyre. Remmen, der var over, var syet på i den forkerte side, men mor fik dem lavet henne ved cykelhandleren, og så syede han den på i den anden side, og så var de jo ens. Og så strikkede vi jo selv skisokker. Jeg kan huske, jeg strikkede et par, der var beige med en rød bort. Ja det er jo sjovt, man kan huske sådan noget, men det betød jo noget, for vi havde jo ikke så meget. Der var jo også mange, der gik i træsko dengang.
Dem, der kom ude fra gårdene, gik i træsko, og så havde de skiftesko med i skole. Man kunne købe sådan nogle kludesko, der var syet af gamle gulvtæpper og sålen var af cykeldæk. I en forretning i Holstebro kostede de en øre pr. størrelse, fx fik jeg et par, der kostede 37 øre. Vi måtte ikke gå ind i klassen med fodtøj, de skulle stå udenfor i sådan nogle kasser.”

Astrid vender tilbage til, at familien ikke havde ret meget, men alligevel ikke manglede noget. Selvom pengene var små, fik de både masser af mad og tøj på kroppen, for Astrids mor var god til at få pengene til at slå til og til både at sy og strikke selv. Og så gik tøjet i arv mellem børnene. Som den yngste søster var det sjældent hende, der oplevede at få nyt tøj. En enkelt gang husker hun, at hun var ret sur over ikke at få sin egen nye kjole – til sin konfirmation.

Konfirmationen

”Jeg blev konfirmeret den 22. marts 1942 i Bur kirke. Vi var vist ikke mere end otte i det lille sogn. Vi fik ikke ret meget tøj. Jeg er jo den tredje af tre piger, så tøjet gik i arv, så da jeg blev konfirmeret, fik jeg min søsters kjole. Jeg var jo sur over, at jeg skulle bruge den, men så fik jeg en ny andendagskjole og en ny frakke – det skulle jeg jo have alligevel. Min søster blev så faktisk gift i konfirmationskjolen i 1945.
Jeg husker ikke så meget fra konfirmationen, men den blev holdt i den nedlagte forretning nedenunder. Vi var ikke ret mange gæster, dels fordi vi ikke havde ret meget, men det var også en streng vinter. Jeg kan huske, at min tante og onkel fra Holstebro ikke kunne komme dertil, fordi det var sne, og der var ikke noget tog, der kørte. Men onkel Christian var gammel banemand, så han lånte en banecykel og satte tante Karen op på den. Der var tolv kilometer ad landevejen. De boede lige ved banen i Holstebro, og vi boede også lige ved banen, og der var ikke andre tog på skinnerne, så de kom på den cykel. Ja, det er jo sjovt, men det var jo muligheden, dengang. Jeg kan ikke huske så meget, men jeg fik 35 kroner i konfirmationsgave, og det var jo mange penge. Sådan småbeløb fra alle, fra de der sendte telegrammer, og så fik jeg også et sæt undertøj.
Da maden var spist og luksussodavanden drukket, skiftede vi børn tøj og løb ud i en mergelgrav, der godt nok var forbudt område, men den var frosset, og vi løb på skøjter sammen med andre børn fra landsbyen. Vi havde jo ikke fine kunstskøjter, men sådan nogle jernskøjter med en nøgle, der kunne spændes ind. Der var også en smed, der havde lavet nogle skøjter til os. Der var en træbund og meder nedenunder.
For de 35 kroner, jeg fik i konfirmation, købte jeg en kommode, hvor jeg kunne have alt mit tøj i. Og det er ikke så længe siden, jeg smed den ud – for den kunne ikke mere.
Der var ikke nogen med fra byen, men det var normen, at de blev inviteret til kaffe et par dage efter. Kvinderne kom med deres strikketøj og mændene satte sig ind og spillede kort. Der var en dame, der lynhurtigt strikkede et par blå sokker, og jeg håbede sådan, at jeg kunne komme til det en dag selv.”

Rationering

”Selvom krigen først kom i 1940, var der allerede rationering inden da, så hver familie fik udleveret et antal kuponer på kommunekontoret, og så var det regnet ud, hvor mange man var i familien og så fik man et ark.
Vi tænkte ikke over, at vi ikke havde ret meget. Vi havde ligeså meget som alle andre, og vi kunne jo ikke købe noget. Alting var jo rationeret – sukker, brændsel, mad. Men det var jo ikke vores problem. Der var jo nogen ude fra de store gårde, der fik mere nyt tøj, men min mor var god til at reparere og sy og lave om, og der lavede min mor et par kyser, de hed pipalukker. Det var et langt stykke stof bundet om halsen, og så satte hun en bort i. Så forede hun dem og satte et stykke skind på og de var dejligt varme.”

På tur til hovedstaden

”Bur skole var også en lille landsbyskole – og som 13-årige var vi på lejrskole i København og der boede vi på Fregatten Jylland, der lå ved Langebro. Vi skulle ud at se Danmarks akvarium i Charlottenlund, som næsten var helt nyt, og vi skulle GÅ derud – der var ingen transport, som der er i dag. Det var jo stadig under krigen. Vi fik madpakke med på turen, men vi havde jo ikke travesko, men nogle hvide sommersandaler – og der var sgu’ langt derud, har jeg tit tænkt på bagefter.
Vi sov i nogle køjer, og når vi skulle på toilettet, skulle vi ned i et tissehus, hvor der stod ”nødtørftsanstalt.” Det vidste vi jo ikke, hvad var, men det fandt vi da ud af. Det kostede 10 øre, vi havde næsten ingen penge med – for vi fik jo ikke lommepenge, som børn gør i dag.”

Tjener lidt selv

”Mens vi boede i Hestbæk, var jeg med ude i tørvemoserne og skrue tørven op – det var sjovt at stable dem op ovenpå hinanden. Smuldet blev lagt inden i og så skulle de tørre. Vi fik et par kroner for at arbejde dér de dage, når vi ikke gik i skole, så kunne vi godt tjene lidt penge selv.
I ”49-øresforretningen” i Holstebro – det minder om Tiger-butikken i dag, der købte vi vores julegaver, og alting kostede 49 ører. Det var en stor dag, når vi købte gaver til hinanden. Der kunne vi jo godt få noget for de 3-4 kroner, vi tjente. Vi kunne få små ting som et neglesæt eller en kniv. Vi afleverede ikke pengene derhjemme.
Dem fik vi lov at bruge selv. Men de kunne måske godt blive brugt til en meters stof, min mor kunne sy af. Min mor syede lidt for folk, lagde bukser op, syede dagligkjoler. Jeg ved ikke, hvordan mine forældre klarede sig, der var jo ingen ydelser. Min mor sparede på den smule, vi havde. Men jeg kan slet ikke mindes, vi har lidt under det, men vi fik meget grødmad – det mættede jo godt, men det kunne jeg godt lide. Og vi skulle dele en frikadelle, kartofler og sovs og hvidkål fik vi nok af til aften, når min far var hjemme.”

Min fars ulykke

”Min far gik ud og drak, ja han var faktisk alkoholiker, men det ord kendte vi jo ikke. Man kaldte det kvartalsdranker. Han var selv ked af det, og har villet holde op, kan vi se af gamle kærestebreve til min mor, hvor han undskylder sin opførsel. Og det var jo selvfølgelig også derfor, vi ikke havde nogen penge. Han fik lidt lægehjælp, men snød lægen. Men vi lagde ikke mærke til, at han drak. Mor var god til at få ham lagt i seng, så vi hørte bare, at far var træt. Sådan var det. Det var en god måde, selvom det jo har været forfærdeligt for hende og det påvirkede jo hjemmet. Han solgte for eksempel ud af hjemmet, solgte min mors arvede sølvtøj og møblerne.
Han drak aldrig hjemme, det var mere, når han var væk på kro. Han drak så meget, at han en dag blev indlagt med medicinforgiftning på Holstebro sygehus. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men det var i 1942, og jeg kan huske, jeg besøgte ham på hospitalet, mens jeg var kommet ud at tjene, men der var han allerede bevidstløs og han døde kort tid efter.”

Et hjem fuld af lærdom

Astrids lejlighed er fyldt med bøger, og hun har altid en bog i gang – i øjeblikket er det kvindesagsforkæmperen Thit Jensens liv, Astrid er i gang med. Mange bøger læser hun flere gange og interessen kommer ikke fra fremmede.

”Vi blev opfordret til at læse bøger derhjemme, og det var især af min far. Han læste meget og købte mange bøger, selvom han ikke havde råd. Men han kunne ikke stå for bøgerne. Han læste Jeppe Aakjær og Johannes Skjoldborg. Far sagde altid – ”I skal altid lægge mærke til, hvem der har skrevet den bog, I læser,” og det syntes jeg var lige meget, men i dag kan jeg godt se, det er vigtigt. Og det er jo en gave, at kunne læse.
Min far var god til at læse op, når han havde det godt.
Vi havde også et leksikon, hvor mor og far sagde, ”Slå det op i leksikonet, hvis I ikke ved, hvad det betyder.” Min mor havde gået i byskole, og det var lidt finere end landsbyskolen, der var to lærere, så det var måske derfra, vi havde leksikonet, det ved jeg ikke, men både min far og mor var glade for at læse.”

Selv da Astrids far en dag bliver sat fast i ti dage for gadeuorden i Fredericia, efter at have drukket en mindre arv op, bruger han tiden i det litterære hjørne.

”I november 1941 skriver han om sit ophold i arresten. Ti dage á 24 timer = 240 timer. Han skriver om menuen, der for eksempel består af frikadeller og øllebrød, flæskesteg og rødgrød.”

Et sted skriver han om alle de bøger, han har læst og så har han regnet ud, hvor mange salmer Grundtvig har skrevet i salmebogen, ligesom Kingo, Ingemann og Luthers bidrag til salmebogen bliver noteret ned.

”Han har været godt begavet, selvom han kun har gået i landsbyskole, der er ingen stavefejl og han har en flot håndskrift. Han har jo bare spildt sit liv på det der djævelskab.”

Astrid hentyder til den afhængighed af alkohol, som hendes far hele livet døjede med.
”Men han har da været en spændende mand at have i arresten, og han blev også venner med arrestforvalteren, som han kalder ”værten”.
Men vi vidste ikke, at far var i arresten, mor fortalte bare, at far arbejdede nede sydpå. Så jeg har ikke noget dårligt indtryk af ham, han blev altid gemt væk, når han drak, så jeg opfattede ikke, der var noget forkert.”

Ud at tjene

Som mange andre i Astrids generation ophørte skoletiden efter konfirmationen – til stor ærgrelse for hende sidenhen.
”Jeg har ikke lært så meget, men jeg har gået i ”livets skole,”” som hun siger og ærgrer sig over, at hun aldrig har lært engelsk, som ellers ville være nyttigt, når hun løser sin kryds-og-tværs.
Astrid kommer i 1942 ud og tjene og får sit eget kammer på gården Vesterburlund, hvor der er en seng, en stol, et lille bord, en petroleumslampe og plads til Astrids konfirmationskommode.

”Jeg kommer ud til Vesterburlund som 14-årig. Der er en gårdejer på omkring 60 år, en datter på cirka 35, der er husbestyrerinde og to tvillingekarle på 30 år og så mig, der hjalp til både inde og ude.
Jeg skulle hjælpe til med alt – både ude og inde. Og malke en ko – det var jeg ræd for, men jeg fik da lært at malke køerne, som dagen startede med kl. syv om morgenen.
Så skulle der vaskes op, og så skulle jeg hjælpe i marken. Samle kartofler op, hakke roer op eller binde neg op med en halmsnor – det tror jeg, at jeg kan endnu! Alt hjalp jeg til med.
En dag skulle jeg ordne en stor høne, og det havde jeg aldrig prøvet før. Men jeg gik i gang – jeg havde stor selvtillid, og jeg begyndte med det dumme dyr. Men så sagde datteren, ”ja, sådan gør vi godt nok ikke her,” og så viste hun mig, hvordan man skulle gøre det, og jeg har aldrig gjort det siden, for jeg syntes, det var så ubehageligt.
Jeg fik et lille kammer ude ved bryggerset, hvor der var krog på døren, jeg kunne hægte på som lås. Der var også en tissespand og så var der et skur bagved gården til os kvinder, hvor vi kunne gå ud. Mændene sad ude bagved køerne, og det var jo frygtelig flovt, hvis man kom, mens mændene sad og sked!
Jeg har tit tænkt på, at jeg ville være ulykkelig, hvis nogle af mine børnebørn skulle udsættes for sådan nogle forhold, men jeg tænkte ikke over det dengang. Og jeg var for så vidt glad for at være der.”

Den manglende skolelærdom vender Astrid også tilbage til, mens hun reflekterer over tiden som stor uvidende pige, der ikke var så oplyst, som dagens børn er.

”En dag, da sønnerne og datteren var taget i kirke over middag, så ville den gamle gårdejer have mig med op på sit kammer. Jeg vidste ikke, hvad han ville – jeg havde ikke fået noget at vide om nogen ting, vi havde ikke fået spor undervisning af nogen art. Men jeg syntes da, han var oldgammel, jeg syntes, han var led, og han havde skæg og nej, det ville jeg ikke.
Vi fik heller ikke at vide, at man ville få menstruation for eksempel, men jeg vidste, at jeg ikke ville med op i hans kammer og sove til middag.
Jeg var godt klar over, at der var et eller andet galt, og at jeg ikke ville gå med op, men så sagde han, at jeg ville få 25 kroner for ikke at sige noget til nogen. Og så tænkte jeg – at jeg jo gerne ville have de 25 kroner – det var det samme, som jeg fik om måneden plus kost og logi. Så jeg fik de 25 kroner for at holde min mund om, at han havde spurgt. Jeg var virkelig så uvidende. Han sagde, at ingen måtte få noget at vide, og det skulle jeg da nok lade være med at sige.
Men om eftermiddagen kørte jeg hjem til min mor og fortalte det, for hun ville da have undret sig, hvis jeg pludselig havde 25 kroner. Og så sagde hun, at det var godt, jeg ikke var gået med op, for det havde ikke været godt, men mere sagde hun ikke.
Og så kom jeg pænt tilbage om aftenen, og han fik aldrig at vide, at jeg havde sagt det, og vi talte aldrig mere om det, og jeg blev det år, jeg skulle.
Det er jo sådan, kvinder kunne blive misbrugt i gamle dage, hvis de ikke, som jeg, havde sagt fra. For var jeg gået med ham op og var blevet gravid, så var det jo nok ikke ham, der havde været efter mig.
Men jeg tænker så tit på, at hvor er det godt, at de unge piger er mere oplyste i dag, når de bliver sendt ud i livet, så de kan sige fra.”

Tyskerne i Bur

En dag Astrid en aften cykler hjem til gården efter et besøg hos sine forældre, skulle hun som sædvanlig over Storåen i byen, men pludselig myldrer det op med tyske soldater, der ligger på vagt under åen. Alle skulle dengang kunne vise legitimation, så de kunne give sig til kende over for tyskerne, men som 14-årig har Astrid ingen papirer, for det var først som 15-årig, legitimationen var lovpligtig.

”Ausweiss, ausweiss – lyder det, da jeg cykler over Storåen. Der myldrer nogen soldater op, da jeg kommer. Jeg vidste ikke, hvad de ville, og jeg ved ikke, hvordan jeg fik det forklaret, men jeg fik sagt til dem, at jeg ikke var 15 år og pegede over på den gård, jeg skulle over til.
Jeg havde lært lidt tysk og sagde så, at jeg var 13 år, og så fik jeg lov til at køre. Jeg blev noget bange, de talte jo et andet sprog, men vi vidste jo instinktivt, at vi ikke skulle have noget at gøre med tyskerne, for så var man jo tyskertøs, og det viste sig jo også senere, at det ikke var så rart. Men soldaterne var jo bare unge drenge, og der skete mig jo ikke noget.”
Da tiden er ovre på gården, pakker Astrid sin kommode og siger farvel – uden nogen anden form for afsked, og så tager hun hjem til sin mor.
Herefter fortsætter Astrids liv i Struer, hvor hun overtager sin søsters plads i en bagerforretning. Men det er en helt anden historie.

Efterskrift

De tre timer er gået, Astrid har næsten talt uafbrudt. Hun husker godt, og det ligger hende meget på sinde at få sin historie skrevet ned fordi tiden, da hun var barn var så anderledes, end tiden er i dag i et nyt årtusinde.
Astrid har fortalt om en hverdag for 70 år siden – en evighed siden for de unge børnebørn Astrid især tiltænker sin historie. Hun håber de en dag vil få glæde af, at lidt af hendes historie er bevaret. Måske det vil ske, når de engang skal fortælle deres egne hverdagshistorier videre til deres børn og børnebørn, der blot vil sige – ja, ja, det er jo så længe siden.

• Læs også Kjelds historie

Tilbage til toppen af siden